Ude eller inde

Det første, jeg kan huske med relation til noget kreativt, var en pædagog i børnehaven, der på magisk vis med oliekridt tegnede en gade med huse, biler og et menneske. Det blev tegnet perspektivisk korrekt, så det, jeg oplevede var, at der blev skabt et rum, ja nærmest et hul i papiret, som gav mig mulighed for at hoppe ud og ind mellem virkeligheden og det, man kunne skabe på papiret. Pædagogen var kun en vikar, så jeg så ham aldrig igen og fik derfor ikke mulighed for at få opklaret, hvordan han gjorde. Men han såede et frø.

I en tid, hvor der sker kvantespring inden for kunstig intelligens, som sætter turbo på en masse både gode og farlige teknologier, har jeg en inderlig trang til at lave noget, der står i relation til den udvikling og måske endda ophæver tiden. Jeg drømmer ikke om at sætte tiden i stå. Tværtimod prøver jeg at gengive tidens gang. I nogle malerier ses det som en portal mellem den menneskeskabte del af verden og resten af den. I andre er det et bestemt steds samlede historie, komprimeret ned i et enkelt maleri.

Mine skitser starter som udgangspunkt med et tomt rum, som indbyder til at blive sammenlagt med naturen. En del af mit virke er en konstant søgen efter rum, der kan ændres, og natur, der kan afskærmes. Skitserne laves i et billedbehandlingsprogram, hvor jeg lægger lag på lag af fotos, der er mere eller mindre transparente. En skitse består normalt af et sted mellem 20 og 50 lag, og justeringen af hvert enkelt har stor indvirkning på det færdige resultat. Arbejdet begynder med en klar idé om, hvilken retning det skal gå i. Både med hensyn til motiv, farver og komposition er der en plan. Men der sker uundgåeligt det, at noget, jeg ikke kan forklare som andet end biologi, pludselig indtræffer. Pludselig har jeg en fornemmelse af, at jeg mere bare er en organisme, der styres af noget udefinerbart.

Det kan lyde dumt og måske endda ansvarsfralæggende, men faktum er, at det er de skitser, der bliver mest interessante. Og det er der vel ikke noget at sige til, for var de blevet skabt i en mere bevidst proces, ville jeg hele tiden være tættere på at kunne regne det færdige resultat ud. Hele tiden være i tættere kontakt med slutresultatet. I den mere flydende proces (som jeg her prøver at forklare, men som i sagens natur er uhåndgribelig) kommer jeg til tider ud på nogle lange omveje, men sjældent på vildspor.

Der er elementer, træer og steder, som bliver gengangere i mine malerier og får hovedroller som en romanfigur, der går igen i flere bind. Men hvert nyt maleri er et forsøg på at lave en ny scene, hvor en kamp mellem det menneskeskabte og naturen kan udspilles. Det er en spejling af det konstante dilemma, vi alle står i, mellem intellekt og biologi. Vi er begge dele, og vi svinger konstant imellem de to yderpunkter.

Beskueren må gerne havne et sted i maleriet, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt man er udenfor eller indenfor. Det er i hvert fald lige præcis det grænsefelt, jeg selv opsporer i mit skitsearbejde. Der opstår et sted, hvor man er lige så meget i naturen, som man er indenfor. Det er et trygt sted, for vi kan hverken leve i naturen hele livet eller uden naturen hele livet. Jeg har i mange år været inspireret af og har tidligere gengivet følgende Goethe-citat:

”Naturen – vi er omgivet og omslynget af den – ude af stand til at træde ud af den og ude af stand til at trænge dybere ind i den.”

Men nu har jeg fundet et andet Goethe-citat, der lige så præcist beskriver den udfordring, jeg tager op i atelieret hver dag. Det er taget fra en tekst nedskrevet af Georg Christoph Tobler, der bygger på samtaler med Goethe om hans syn på Moder Natur.

Citatet lyder:

”Hvert af hendes værker rummer sin egen essens, hvert af hendes fænomener sin særlige karakter – og alligevel forenes mangfoldigheden i en enhed.”

Og et sidste citat, som jeg synes meget præcist udtrykker den ydmyghed, jeg har over for det, jeg dagligt forsøger: at gengive naturen på dens egne præmisser.

”Men naturen spøger ikke. Den er altid sand, altid alvorlig, altid streng. Den har altid ret, og fejlene og misforståelserne tilhører altid mennesket.”

Jeg behandler overfladen på samme måde, som Moder Natur bestyrer. Intet er vigtigere end andet. Frøene finder deres plads i jorden, vokser op og tager den plads, som nu engang tillades af de andre frø, der er spiret. På samme vis tager hvert penselstrøg sin plads. Alt males med samme detaljeringsgrad. Alle dele af maleriet har lige berettigelse og fortjener at blive malet derefter.

Hver arbejdsdag slutter med, at jeg kører en ren pensel gennem den stadig våde maling, så motiverne flyder sammen. Det, jeg drømmer om, opfattes som tidsspænd, forenes og forsegles.

Man putter noget ind i maleriet. Man deler ud, og så krydser man fingre for, at der sker noget interessant. At metafysikken er på ens side.

Rekonstruktion af en dekonstruktion

I værket THE METABOLISTIC HOUSE har jeg til udstillingen udvidet lærredet, så man får baggrunden til maleriet med. Idéen til installationen fik jeg først, da maleriet var færdigt, så projektet kom til at gå ud på at finde elementer, som lige så vel kunne have været en del af maleriet, eller elementer, der ville være en naturlig forlængelse af det.

Det er altså lavet som en efterrationalisering, og jeg får i den proces undersøgt, hvad der er blevet sorteret fra, og derfor også hvad der har været vigtigt nok til at komme med. Projektet vendte sig dog også hurtigt til at blive en rekonstruktion og et spejl, jeg kunne sætte op foran det færdige maleri. En jagt på fragmenter, der var blevet til overs, eller et reservedelslager til et maleri. I venstre side ønskede jeg, at gardinet i maleriet skulle fylde, da det havde været en særlig fornøjelig udfordring at male det. Så jeg hængte et lagen op i haven en dag, hvor lyset var særligt egnet, og fik så rekonstrueret en lille del af maleriet. Et andet element, der er sat ind som en naturlig udvidelse, er træstubben, så man kan få en idé om, hvor det væltede træ i maleriet har sin oprindelse.

Valget af, at kanterne på flere af elementerne indgår i printet, er en henvisning til den evindelige undersøgelse, som en kunstner må gøre sig af motivets afgrænsning. Kunne det lige så vel have været disse udsnit, der var blevet til det endelige maleri?

Som kunstner er jeg modstander af selv at dechifrere mine malerier. Jeg harovenfor forsøgt at forklare, at jeg ikke kender vejen til det færdige værk. Men her har jeg konstrueret et bagtæppe, som jeg derfor kan pille fra hinanden igen.