If you walk down that street, you will be killed ….

Jeg var som 17 årig rejst alene til byen Diyarbakir i det kurdiske område i Øst Tyrkiet. Jeg ville gerne gøre en forskel og bringe dokumentation hjem til Danmark, om hvordan det kurdiske folk blev undertrykt. Da jeg stiger ud af bussen efter 12 timers rejse, er det nat og stanken er kvalmende. Skraldet ligger i meters højde i hovedgaden og fluerne svirrer om mit hoved. Det viser sig, at skraldemændene strejker mod de tyrkiske myndigheder, som har sat 7 tyrkiske provinser i undtagelsestilstand - netop der hvor de mange kurdere lever. En ung mand kommer hen imod mig og siger: "If you walk down that street, you will be killed …."

Men hvad er den rette vej ? Skulle jeg have gået med ham eller fortsætte den vej,  jeg havde tænkt mig at gå..?

Der er en tærskel imellem den forestilling, man kan have inde i hovedet og den realitet, der er udenfor. Den udfordring gælder både for mit kunstneriske arbejde og i min måde at være i verden på. En tærskel er en grænse og et overgangspunkt og i min kunstneriske praksis kan der være tærskler dvs. forestillinger om hvordan mit maleri “bør” være. Det er i mødet med disse tærskler og modstande, at mit arbejde begynder at inspirere og bevæge mig.

Jeg vil gerne vise malerier, som udspringer af den gnist, der også som 5-årig fik mig til at male på mit værelse uden at tænke på kunst. Jeg søger den umiddelbare skabertrang, hvor nysgerrighed og forundring er drivkraften.

Siden jeg gik ud af kunstakademiet i København i 1996 har jeg fordybet mig i, hvordan nærværet overfor personlige erindringer og særligt følsomme betydningslag spontant kan opstå i ‘det malede’. Min interesse især for arkitekturen både i det urbane, i naturen, og i interiøret bunder ikke i at ville skabe romantiserede, storladne og potente glansbilleder. Arkitekturen i mine malerier fungerer som billeder på de systemer, hvori 'det menneskelige' forsøger at fungere. Derfor maler jeg arkitekturen og systemerne, så der opstår revner og som om det er ved at falde fra hinanden. I mine malerier skal der være rum til ‘det’, som ikke passer ind - en plads til det uperfekte hele menneske med alle dets skyggesider. Det gælder ikke kun i motivet, men også i selve min malemetode, som er bevidst grov, upoleret, utilpasset. Vand og olie skiller som to temperamenter, og mellem dem opstår overraskende forløb, som jeg aldrig helt kan styre. 

Min inspiration udspringer af erindringens fragmenter, personlige fotografier, spontane improvisationer og de følelser, der som regel ubevidst trænger sig på. Jeg er optaget af at udtrykke en dobbelthed – en dissonans mellem tabet, ensomheden og følelsen af ikke at passe ind samtidig med,a at man kan have en drøm om at høre til, om at være en del af et fællesskab. En følelsesmæssig undren, som kun er blevet mere nærværende med årene.