AP Pension – Kunst som bærende element
I AP Pensions nye domicil i Nordhavn er kunsten tænkt ind fra begyndelsen som en del af bygningens arkitektoniske og værdimæssige fundament. Projektet er udviklet i tæt dialog mellem arkitekter, AP Pension, kunstnere og Galleri Franz Pedersen med en ambition om at skabe en permanent, stedsspecifik kunstintegration, hvor værkerne ikke blot udsmykker, men indgår som bærende elementer og alle er lavet ud fra tanken om bæredygtighed.
Som galleri har vi kurateret og realiseret en kunstnerisk løsning, hvor samtidskunst og arkitektur smelter sammen i én samlet fortælling. Værkerne er integreret i bygningen, og understøtter både bygningens identitet og AP Pensions værdigrundlag.
Tre markante samtidskunstnere – Maria Rubinke, Michael Kvium og Jacob Rantzau – bidrager hver især med stedsspecifikke værker, der er integreret i bygningens struktur og daglige liv. Resultatet er et hus, hvor kunsten er aktiv medspiller i hverdagen og er sanselig og forankret i stedets kultur.
Fotos af udsmykningen
Maria Rubinkes skulpturelle portal One Man in His Time Plays Many Parts møder besøgende foran huset som et monument over fællesskab og bevægelse, der breder sig ind på hendes 2. etage med bronze-reliefferne, der drager naturen ind i bygningen. I indgangen breder Michael Kviums birkestammer sig i terrazzo gennem stueetagen og forbinder etagerne visuelt og sanseligt. Motivverden med birkestammerne, er en klar reference til hans tidligere arbejder, og breder sig også ud i hans vertikale fortællinger på 1. etage. I bestyrelseslokalet på 5. sal sætter Jacob Rantzaus maleri Burn Your Fire for No Witness en reflekterende tone og understreger ledelsens ansvar og beslutningskraft på samme måde som de øvrige værker på etagen værner om den ro og stedfasthed der skal til for at kunne navigere i den verden vi lever i.

Fotos af: Anders Sune Berg
Om AP Pension
AP Pension blev stiftet i 1919, da en gruppe tilknyttet andelsbevægelsen besluttede at oprette et pensionsselskab for medarbejdere i andelsselskaber. Ideen var, at overskuddet skulle komme kunderne til gode, og det er den oprindelige tanke, som selskabet bygger videre på den dag i dag.
Selskabet er fortsat kundeejet, uafhængigt og demokratisk, og det vægter langsigtet ansvar i sin pensionsvirksomhed. AP Pension arbejder med at undgå og reducere negative konsekvenser af sine aktiviteter samt håndtere risici.
AP Pension følger internationale standarder for ansvarlig adfærd i virksomhedsledelse, herunder FN’s principper for menneskerettigheder og erhvervsliv samt OECD’s retningslinjer. Som pensionsselskab er bæredygtighed en integreret del af både investeringsstrategier såvel som i kunstprojektets udtryk.



Direktørens tanker om projektet
I et interview til Erhvervslivets kulturpris udtalte Bo Normann, administrerende direktør i AP Pension, sine tanker om kunstens rolle for AP Pension:
"Kunsten spiller en central og mangfoldig rolle i AP Pension. Den fungerer som en visuel og kulturel linje tilbage til vores oprindelse i 1919 og er med til at fastholde forbindelsen til vores rødder i natur og landbrug. Samtidig er kunsten en kilde til inspiration og kreativitet i hverdagen – den opfordrer til nytænkning, men også til at finde ro og fordybelse. (...)"
I interviewet kommer Normann også ind på hvilken rolle kunsten spiller for ham som leder:
"Som leder ser jeg kunsten som en gave fra AP Pension til medarbejderne – en gave, der rækker ud over det æstetiske og bidrager til dialog, refleksion og fællesskab. Kunstværkerne inviterer til samtaler om forskellighed og fortolkning, og det er netop i disse samtaler, at vi som kolleger bliver klogere på hinanden og på vores fælles arbejdsplads. (...)"
Normann svarer desuden på hvilke råd han har til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed:
"Mit bedste råd er at starte med slutningen – vær tydelig omkring formålet med kunsten og det ønskede omfang, før kunstnerne udvælges. Når rammerne er sat, bør kunstnerne få frie hænder til at udfolde deres kreativitet. Det er netop i den frihed, at de mest meningsfulde og inspirerende værker opstår."
Værkerne i fokus
Jacob Rantzau arbejder med monumentale oliemalerier, hvor mennesket placeres i den danske natur – ved kysten, i vandet og på markerne. Værkerne forener klassisk realisme med ekspressive penselstrøg og en tydelig materialitet. Motiverne kredser om samtidens kriser: klima, overforbrug og menneskets forhold til verden omkring os. Figurerne fremstår både konkrete og symbolske, fanget i situationer, der balancerer mellem det jordnære og det allegoriske. Malerierne er resultatet af omfattende studier, fotografiske forlæg og talrige skitser. Samlet set peger værkerne på menneskets ansvar og dets sårbarhed i en foranderlig tid.






Videoer
Kunstnernes process
Jacob Rantzau arbejder metodisk og gennemgår talrige skitser, studier og versioner, før det endelige maleri tager form. Motiverne iscenesættes ofte gennem egne fotografier, hvor venner og bekendte står model i nøje planlagte opstillinger. Tilbage i atelieret bearbejdes materialet over lang tid, hvor motivet gentages og forfines. Han studerer lys, vand og bevægelse minutiøst og lærer billedet at kende i detaljen. Samtidig gives plads til intuition og energiske penselstrøg.






Bag om projektet

Foto: Anders Sune Berg
Galleri Franz Pedersen har fungeret som kunstfaglig rådgiver og kuratorisk bindeled mellem kunstnere og bygherre gennem hele udviklings- og realiseringsprocessen. Vi er stolte af, at have været med til at realisere denne permanente udsmykning, hvor kunstnere har fået lov til at arbejde både monumentalt, med stedsspecifik forankring og som medfortællere af AP Pensions identitet og budskab.
Samarbejdet begyndte med en uformel samtale med AP Pensions direktør Bo Normann tilbage i 2019, hvor en idé om kunst i nye rammer hurtigt udviklede sig til en vision: At skabe et hus, hvor kunsten får lov at vokse sammen med arkitekturen og med den kultur, der skal leve i bygningen hver dag.
Det har været en ære for os som galleri at se kunstnerne udfolde deres praksis i storslået skala indfældet i vægge, støbt i bronze og lagt som birkestammer i terrazzo tværs gennem stueetagen. Med andre ord, kunsten er ikke blot sat op men også sat i spil, og former hverdagen for dem, der arbejder i huset, og for dem der besøger det. Den er sanselig, eftertænksom, insisterende og med et stort nærvær.
Der er udgivet en publikation om projektet, som dokumenterer værkerne og samspillet mellem kunst og arkitektur. Bogen kan opleves på Galleri Franz Pedersen, og vi byder velkommen i galleriet.
Priser, Nomineringer og Certificeringer

Naturstensprisen
Byggeriet er hædret med Naturstensprisen 2025, en anerkendelse af den særlige helhedstænkning i brugen af natursten – fra præcist udførte gulve og trapper til receptionsskranke og detailmaterialer, der løfter hele projektets æstetiske udtryk.
Et af de mest markante elementer er Michael Kviums gulvmosaik i atriet, udført i Palladiana-teknik med mere end 100 typer europæiske natursten. Gulvet fungerer som et visuelt centrum i huset: et kunstnerisk og taktilt landskab under fødderne, der binder rummene sammen og skaber et stærkt visuelt flow gennem bygningen.
Prisen understøtter projektets ambition om at forene avanceret håndværk, materialekvalitet og kunstnerisk vision – og viser, hvordan kunst og arkitektur kan skabe værdi for både rumoplevelse og brandoplevelse i en moderne erhvervskontekst.
Indvielsen
Billeder fra indvielen af projektet i Januar 2025

Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Foto: ”Holy Cow Media, Kasper Orthmann Andersen,
fotograf, filmproducer”.
Omtale
Udvalgte projekter formidlet af Galleriet
Nyhedsbrev
Hold dig opdateret på galleriet
Ønsker du at få besked når der er udstillinger, projektlanceringer eller nye interessante værker så anbefaler vi at du skriver dig op til vores nyhedsbrev.

-1879x1253.jpg)



